Et af de spørgsmål jeg oftest får som forfatter, er ”Hvordan gjorde du det? Hvordan fik du faktisk skrevet den færdig?”
Og tja … Hvad kan jeg sige? Jeg satte mig ned og skrev. Og skrev noget mere. Lige indtil den havde en slutning. At skrive en bog, er jo som sådan ikke anderledes end så meget andet her i livet. Vil man nå i mål, må man fortsætte, indtil man når målstregen.
Ikke desto mindre er netop forfatterskabet en bedrift der kan virke både uoverskuelig og uden for rækkevidde for rigtig mange mennesker. I en række af nye indlæg vil jeg derfor komme med forskellige skrivetips, der forhåbentlig kan være med til at holde dig ved ilden, hvis du også drømmer om at færdiggøre en bog en dag. De hjalp i hvert fald mig.

Er det en drøm eller et mål at skrive?

Vil du udgive en bog? Fint. Så sig det højt. Så snart du har sagt din drøm højt, og delt den med nogen, så bliver din drøm mere håndgribelig. Den bliver et mål, som andre kan forfølge dig på. Det kan være både angstprovokerende og ”farligt” at gøre, for pludselig vil folk måske begynde at spørge ind til hvordan det går med den. Men samtidig får du folk der interessere sig for din drøm, måske endda nogen du kan sparre med, og dele tanker og følelser med undervejs i processen. Indrømmet, jeg arbejdede utrolig langsomt, før jeg lærte at opfylde dette punkt på listen.

Tekstforfatning

Del din bog op i delmål

Og her taler jeg ikke om kapitlerne, som selv sagt bør være der (i de fleste tilfælde i hvert fald). Nej, jeg taler om at det kan være uhåndterligt at skulle skrive en 400 siders knaldroman. Men så lad være med at tænke på dét. Start i det små, og del den lidt op. Sæt dig for eksempel for, at du vil skrive 500 ord om dagen. Eller et kapitel om ugen. Du kan også sætte deadlines undervejs og sige, at til april vil du være nået til og med kapitel 14.
Når du deler dit skriveri op i mindre portioner, virker det mindre farligt og nemmere at gå til. Og så får du samtidig glæden ved at fejre de små sejre. Og tro mig, de er mindst lige så meget værd, som de store, når du bliver helt færdig. Jeg kan anbefale at bage en chokoladekage, når du når til kapitel X – Det er en god gulerod for enden af processen. Hvis du altså kan lide chokoladekage. Men hvem kan ikke det?

Lav en plan – Hvis du kan

Dette tip er nok et af de farligste at give, for forfattere arbejder vidt forskelligt. Og jeg følger heller ikke altid det her tip selv. Men min pointe er, at hvis du arbejder bedst med struktur og planlægning, så start med at lægge en plan for din bog. Del den op i kapitler, så du ved hvor du er på vej hen, og hvilken del af historien du skal fortælle næste gang. Skriver du en serie, kan du også have et udkast til synopsis på de kommende bind, så du hele tiden har slutningen for øje.
Det kan også være at du slet ikke duer med planlægning, eller er i gang med en bog, der ikke kræver så meget disciplin. I så fald kan du prøve bare at sætte dig ned og skrive, uden forberedelser.
Jeg har gjort begge dele, og begge dele kan fungere fint for mig. Det afhænger meget af bogen, og min proces med det aktuelle manuskript. I nogle tilfælde bliver jeg nødt til at have en (eventuelt løs) plan, andre gange skal jeg bare skrive, uden at tænke for meget.