Forleden, da jeg slog op i kalenderen for at lede efter noget andet, slog det mig pludselig, at det er over seks måneder siden, at jeg debuterede med De 7 synder på Esbjerg Fantasyfestival 2016!

Den weekend var uden diskussion en af de vildeste begivenheder i mine 30 leveår. En oplevelse der stadig står soleklart for mig. Den varmer mig, og beriger mig så godt som dagligt. Hvorfor? Fordi den var starten på et forfattereventyr, som jeg glæder mig til at fortsætte med at skrive.

En lang, men fantastisk weekend

Jeg stod op meget, meget tidligt sidste år. Og jeg trak søde Sabrina med ud af sengen. Hun havde – måske lettere uovervejet – også ment at det var en fantastisk ide at køre fra Herlev lørdag morgen kl. lidt over seks. Ja Sabrina, havde du sovet hjemme hos dig selv, havde du kunne sove lidt længere. *gnæk gnæk*
Men af sted kom vi da – Til en meget lang, og meget fantastisk weekend. Jeg holdt to foredrag for en fuld (lille) sal omkring De 7 synder og min baggrund for at skrive. Og folk var søde til at spørge, få signeringer, snakke … Åh, altså! Jeg er forøvrigt stadig helt høj over de fantastisk søde piger, der standsede mig ude på toilettet. Om end det var et lidt sært sted at snakke med læsere, så var det en af de største oplevelser overhovedet. Og de to piger, der sammen med deres mor, fik en laaaaang snak om bogens temaer efter det ene foredrag. Åh. Hvis I læser med her, så skal I bare vide at I var med til at gøre det til en amazing debutweekend for mig. Tusind tak.

Esbjerg Fantasy festival glad ugle

I løbet af weekenden fik vi også set messen, for om end den ikke er så stor, så er den stadig enormt hyggelig. Og vi var forbi Ugleriet et par gange, for at hilse på de kære fjerede venner. Jeg kan ikke huske hvem af dem, det er der optræder på billedet her, men den så bare så glad ud.

Ses vi til september?

For mig som forfatter vil Esbjerg Fantasyfestival altid have en helt særlig plads i mit hjerte. Det var mine første foredrag som forfatter, mine første oplæsninger, mine første signeringer … Jeg bliver helt varm om hjertet, hver gang jeg tænker på Esbjerg, og jeg glæder mig som et barn i en slikbutik, til at vende tilbage igen i år. Denne gang har jeg to bøger med mig, for til den tid er Sjælehenteren frisk i handlen, og jeg glæder mig til – forhåbentlig – endnu engang at møde en masse dejlige mennesker. Klog af skade har jeg dog booket en ekstra overnatning, så jeg ankommer allerede fredag. Det skulle gerne medføre at jeg er bare lidt vågen kl. 16 lørdag eftermiddag, når folk (måske) spørger efter mig.