Vil du høre om mine udgivelser, eller hvordan det er at være forfatter? Har du temauge om mobning eller selvskade? Måske drømmer du om selv at blive forfatter og lære at skrive?
Jeg kommer gerne ud og holder foredrag på skoler og biblioteker eller i læseklubber og foreninger. Jeg kan skræddersy foredraget eller undervisningen til dine ønsker, så tøv ikke med at kontakte mig, hvis du har spørgsmål eller ønsker til emner der skal tages op. Det er helt uforpligtende, og det er altid spændende at sparre om potentielle foredragsforløb.
Har du brug for inspiration, kan du vælge én af mine tre standardforedrag. Det er dem jeg næsten altid tager ud med, og de kan tilpasses alle målgrupper.
Forfatterforedrag
Som forfatter er jeg så privilegeret, at jeg ikke kun lever ét liv – jeg lever tusinder af liv. Hver og en af mine karakterer byder på et nyt liv, et nyt eventyr, på første parket. Nu er det din tur til at være med.
I mine foredrag kan du blandt andet høre om:
• Hvordan jeg blev forfatter, selvom jeg troede, at mit liv skulle slutte som 16-årig.
• Hvordan jeg får inspiration til mine bøger.
• Hvorfor jeg mener, det er vigtigt, at litteratur både kan underholde og skabe nye tanker.
Foredragene kan tage udgangspunkt i en eller flere af mine bøger alt efter jeres ønsker. Alle foredrag har altid plads til masser af spørgsmål og aktiv deltagelse. Foredragene kan med fordel bookes som indslag i en temauge om litteratur eller skrivning.
Personligt foredrag
Et foredrag, der handler om det, vi ikke taler om, men alligevel har på hjerte. Med udgangspunkt i mit eget liv henvender jeg mig til alle udskolingselever og gymnasieelever, men også til deres forældre, lærere og pårørende. I foredraget åbner jeg op om alle de ting, jeg i mange år fik at vide, at ”det taler vi ikke om!”, med det ene formål, at ingen skal gå det samme igennem – i hvert fald ikke alene.
Jeg fortæller hudløst ærligt om en årrække med psykisk og fysisk mobning, om, hvordan det er at vokse op med et andet menneske, der overbeviser dig om, at du er dum, uværdig, egoistisk, grim, forkælet og spild af liv.
For mig kulminerede mobning, anoreksi og selvlede, da jeg var 16 år. Jeg bestemte sig for at tage livet af mig selv. Da jeg ikke lykkedes med det, følte jeg sig som den største fiasko i verden. I som publikum tages med ind i de mørkeste afkroge af sindet, når jeg sætter mobning og selvskade under lup og giver mit yngre jeg – og jer – de 14 råd, jeg ville ønske, nogen havde givet mig dengang.
Workshop
Hvordan får man den gode idé, der kan blive til en hel roman? Hvordan opbygger man et interessant plot og skriver levende karakterer? Hvordan får man børn og unge til at læse? Jeg kommer med gode råd til, hvordan I kommer i gang med at skrive, og giver mine bedste værktøjer og arbejdsgange, der kan få enhver på tasterne og videre mod forfatterdrømmen.
Jeg holder workshops for både børn og voksne i alle genrer, og hver workshop kan tilrettelægges efter om der skal opstå et færdigt produkt til sidst eller om den er ment som værktøjer til kreativ skrivning af alle former for tekster.
Målgruppeoversigt
Her kan du se, hvilke af mine bøger der egner sig til hvilke klassetrin. Når du booker et foredrag eller forfatterbesøg, så skræddersyer vi det efter jeres behov og tilhørere.
Melinoe-serien (2.-4. klasse)
Melinoe-bøgerne er gyserhistorier inspireret af det virkelige liv samt den græske myte om Melinoe – mareridtsgudinden. På scenen inddrager jeg publikum i både højtlæsning og illustrationer
samt i en snak om frygt og mareridt kontra virkelighed.
De 7 synder (6.-8. klasse)
Universet i De 7 synder tager læseren med ind i debatten om mobning, ensomhed og venskab. Vi snakker også om, hvordan en god gerning og et rigtigt valg kan føre til andres frihed og lykke.
Fortællinger fra Døden (7.-9. klasse + gymnasiet)
Via Ravens oplevelser som sjælehenter lægger jeg op til debat om religionsfrihed, død og efterlivets mysterier. Der læses op fra udvalgte kapitler og dykkes ned i inspirationen bag trilogien.
Hvor jeg hører til (7.-9. klasse + gymnasiet)
Denne velkomponerede YA byder dig på en skæbnefortælling med varme, længsel og knugende hvad-nu-hvis’er. Det er historien om Hannah, der har svært ved at acceptere livet. Bogen lægger op til en nuanceret debat om voldtægt, selvmord og det at elske sig selv – på godt og ondt.
Lugnasad (7.-9. klasse + gymnasiet)
En mørk fantasyroman med horrorelementer, der formår at tage tabuemner og ungdomsproblematikker op i øjenhøjde med læsere. Bogen er et mix mellem realisme og fantasy/horror, og foredraget kan derfor have den vægt I ønsker.
Referencer og erfaring
Som forfatter og underviser er jeg etableret foredragsholder, og har blandt andet været ude på skoler, til litteraturmesser og væresteder for unge. Jeg holder også skrivekurser i samarbejde med Skriveværkstedet i København og Aarhus, lige som jeg kan bookes til workshops af foreninger og skoler i hele landet.
Jeg har blandt andet holdt foredrag og undervist disse steder:
- BogForum, København
- Herlufsholm Fantasy Bogmesse
- Fantasyfestivalen i Esbjerg
- Bogdrømme, Vejle
- Vanløse Børnebogmarked
- Ventilen, Hillerød
- Vallerødskolen, Hørsholm
- Nordbyskolen, Nykøbing Falster
- AOF, København
- AOF, Herlev
- Skriveværkstedet, København
- Skriveværkstedet, Aarhus
- Lyngby-Taarbæk ungdomsskole, Lyngby
- Halsnæs biblioteker, Helsinge
- Dragør bibliotek
Priser
Et foredrag koster 3.000 kr. Prisen for et foredrag omfatter:
- Foredrag á 90 minutters varighed.
- Mulighed for autografer og spørgsmål efter foredraget.
Hvis der ønskes mulighed for at købe mine bøger direkte ved arrangementet, kan dette aftales på forhånd. Betaling af bøger ved foredrag skal ske kontant eller via MobilePay.
Alle foredrag kan forlænges efter aftale, lige som der også kan planlægges større forløb over flere dage. Kontakt mig på e-mail hej@klberger.dk for nærmere aftale og pris.
Søde ord fra andre
Er det første gang du booker en forfatter?
Jeg vejleder altid gerne i forhold til hvad der passer til netop din målgruppe – og kan også hjælpe med ansøgningen om økonomisk støtte til arrangementet. Send mig blot en mail på hej@klberger.dk ved tvivlsspørgsmål eller ønske om hjælp.
Få et gratis foredrag
På Kunst.dk kan du søge tilskud, hvis du vil have besøg af forfattere på din skole, dit seminarium eller til et privat/lokalt arrangement – og på den måde få dækket det meste af forfatterens løn.
Der kan søges om støtte via følgende tre puljer:
Dansk og udenlandsk litteratur for børn og unge
Der kan søges tilskud til produktion af danske børne- og ungdomsbøger, til oversættelser til og fra dansk, litterære arrangementer, litteraturfestivaler, støtte til udvikling af digitale fortællinger for børn og unge, rejser og research og andre litterære projekter for børn og unge. Ansøgningsfrist 1. april + 1. oktober
Dansk litteratur i Danmark
Der kan søges tilskud til produktion af danske værker, litterære arrangementer og litteraturfestivaler samt til rejser og til kursusvirksomhed i forfatterforeningerne. Ansøgningsfrist 1. februar + 15. august
Huskunstnerordningen
Der kan søges om støtte til kunstnerhonorar i forbindelse med børn og unges møde med professionelle kunstnere i skoler, dagtilbud m.m. Ansøgningsfrist 1. oktober