Født i København, forflyttet til eksil på Falster, hvorefter jeg krydsede grænsen og endte på Sjælland. Mit navn er Katja Laub Berger (f. 1986) og jeg er forfatter til mere end 12 romaner, oversætter, redaktør og foredragsholder. Jeg står blandt andet bag dark fantasy bestselleren Sjælehenteren samt de efterfølgende bøger i serien, den stærke ungdomsroman Hvor jeg hører til og børnegyserne om Melinoe. Jeg tager rundt og fortæller om mine bøger, og inspirerer unge til at læse og skrive, men er også foredragsholder om selvskade og mobning blandt især unge.
Derfor taler jeg ofte om mobning blandt unge
Jeg er passioneret fortaler for at stoppe mobning blandt børn og unge, et emne der står mig særligt nært, fordi jeg selv har prøvet det på egen krop. Min personlige historie om mobning starter da jeg fylder 7 år. Det er i den tidsperiode, jeg bliver storesøster, samtidig med at min mors mand får konstateret sklerose og begynder at ændre sig drastisk.
I dag kan jeg næsten ikke huske en barndom, hvor min mors mand ikke var syg. Hans sygdom sled ikke kun på ham, men på hele familien, og som barn af en anden mand, var det ofte mig der stod forrest, når der skulle afreageres.
“Han håndterede sine problemer ved at lade dem gå ud over andre, men det gør det aldrig i orden eller acceptabelt.”
Jeg voksede op som den stille pige. I skolen var jeg aldrig den populære, men havde en lille flok tætte veninder. I takt med at den psykiske mobning derhjemme tog til, begyndte det dog også at sætte sine spor ude i omverden, hvor jeg blev det nemme mobbeoffer. Derhjemme lærte jeg at jeg var dum, mindre værd end andre, grim, egoistisk, spild af plads og tid, uduelig. I skolen blev jeg med tiden den lette hakkekylling i skolegården. Selvom de få veninder stadig var der, så oplevede jeg i 5. klasse hvordan mobningen kan sætte sine spor i dagligdagen. Jeg blev drillet, nevet, skubbet, slået og sparket … Og uanset hvor hårdt de voksne forsøgte at finde løsninger, ændrede det intet.
I dag bærer jeg ikke nag til hverken min mor eller mine lærere fra dengang. Jeg tror at de gjorde hvad de kunne. Men det var et klassisk eksempel på at den danske folkeskole sjældent formår at håndtere mobning på konstruktiv vis, og at forældre ofte nægter at tage ansvar, når de stilles over for en virkelighed, hvor deres lille guldklump ikke er så uskyldig som de troede. Derfor bliver vi nødt til at have en fælles debat, ikke en envejssamtale.
Bøgerne blev min vej ud af mobningen
Ved et tilfælde opdagede jeg senere skolebiblioteket. Her opdagede jeg at bøger kunne være andet end lektier og pligtlæsning og fra at være en helt almindelig læser på 11 år, blev jeg nu inkarneret læsehest, der slugte alt, hun kunne finde. Jeg græd stadig, når jeg var alene, men når jeg trådte ind på biblioteket, var jeg ikke hende den mærkelige, og blev ikke drillet. Jeg kunne være i fred, og på den måde fandt jeg et ´helle´. Jeg kunne ikke ændre mit eget liv, men jeg kunne gemme mig i andres. I hvert fald for en tid.
I takt med at læsningen blev hyppigere, begyndte jeg også selv at skrive små historier og fortælle mine egne eventyr. Kladdehæfter blev fyldt og jeg udviklede en sund interesse for sproget og den gode historie.
Men selvom interessen for bøger tog til, og mobningen forsvandt efter et skoleskift, var det svært for mig at åbne mig op igen. Derhjemme blev den psykiske terror kun mere intensiv. Jeg begyndte at stille spørgsmål til hvorvidt de grimme ord var sande. De velkendte hårde ord begyndte at forfølge mig og give genlyd når jeg var alene, og som 16årig forsøgte jeg at tage mit eget liv. Livet beholdt jeg, men en spiseforstyrrelse eskalerede det efterfølgende år sammen med endnu et selvmordsforsøg. Og endelig fik jeg den hjælp jeg havde behov for. Jeg begyndte at skrive igen, som en flugt for mine tanker, og fik professionel hjælp til at bearbejde de psykiske ar.
”Den dybere årsag var nok, at jeg havde opdaget én ting som skrivningen kunne: Den kunne give mig en stemme! For en pige som mig, var det utroligt. Jeg blev født med et yderst ringe immunforsvar, hvilket især satte sig på ørene. Indtil jeg var halvvejs gennem børnehaven havde jeg næsten kronisk mellemørebetændelse. Som følge af sygdommen hørte jeg alle ord forkert – Og dermed udtalte jeg dem også forkert. Selv efter ti års taleundervisning, har jeg i dag stadig enkelte udtalelser med fejl i. Især når jeg bliver nervøs eller ivrig. Men ikke på skrift.”
Jeg vil altid kæmpe for andre
I dag er jeg sygdomsfri og er kommet ud stærkere end mine fjender nogensinde ville have troet. Jeg er også aktiv forkæmper for at svage børn og unge skal have flere muligheder for støtte. Derfor har jeg gjort det til en mærkesag, at mit forfatterskab skal kunne gøre en forskel for de der kæmper med de samme dæmoner, som jeg selv gjorde engang.
10 hurtige
- Jeg begyndte at skrive som 12årig.
- Min første “bog” var en fremragende dårlig billedbog om en kanin-familie, jeg skrev som 12årig. Heldigvis blev den ikke gemt.
- Jeg har været i USA, Frankrig, Helvede, England, dit værste mareridt, Tjekkiet, fløjet gennem Himlen, besøgt Hades, haft magiske kræfter, overværet Dommedags kommen og kæmpet side om side med elvere og dværge i Den Nye Verden.
- Jeg har højdeskræk, men nægter at lade det stoppe mig.
- Jeg er engang faldet ned af trappen, fordi jeg liiiige skulle læse samtidig med at jeg gik.
- Jeg er hysterisk angst for edderkopper og alligatorer.
- Jeg kan ikke fordrage kaffe, men elsker duften af kaffebønner.
- Jeg opfattes ofte som ekstrovert online, men er faktisk ekstremt introvert i virkeligheden.
- Jeg har engang haft betændelse i håndleddet af at bære på for mange bøger.
- Jeg elsker at høre fra læsere og følgere, men er enormt dårlig til at tage imod ros – jeg bliver så flov.
